tirsdag den 15. juni 2010

Tilbageblik på turen til London januar 2010

For 5 måneder siden i januar besluttede Stéphane og jeg at vi ville prøve at få en baby. Man kan sige at det var vores nytårsfortsæt for 2010...

Sidst i januar havde vi planlagt en tur til London, hvor vi skulle bo på et lækkert hotel med swimmingpool lige ved Hyde Park.

Vi havde en fantastisk tur, hvor vi gik rundt og oplevede London hver dag, og hvor Stéphane kunne vise mig de steder, han kendte, da han boede og arbejdede i London.

Fredag aften skulle vi rigtig forkæles og vi havde derfor bestilt bord på Gordon Ramseys 2-stjernede Michelin restaurant i Chelsey. Efter en hyggelig tur med en venlig og snaksagelig engelsk taxachaufør ankom vi til restauranten fulde af forventninger. Og vores forventninger blev fuldt indfriet og vi blev i den grad forkælet. Maden var en fantastisk 7 retters middag med alt fra blød foie gras terrin og Ramseys signature dish, ravioli med hummer, til en lækker fiskeret og hovedret. Derefter kom så ostevognen, hvorfra vi selv kunne vælge lige præcis de oste vi gerne ville smage og igen derefter ikke mindst desserten. Mmm... det var skøn mad. Men maden var ikke det eneste. Betjeningen var nok en ligeså stor del af oplevelsen. Der var både franske, tyske og enkelske tjenere og altid så mange, at så snart man rejste sig fra sin stol stod der en klar til at følge en på toilettet og trække stolen ud for en, når man kom tilbage. Ren luksus!


Vi havde i løbet af de sidste uger snakket om, at jeg jo egentlig kunne være gravid når som helst, men troede selvfølgelig ikke at det ville ske allerede i den første måned vi prøvede. Alligevel synes vi det kunne være sjovt at prøve en graviditetstest for første gang nu når vi var i London. Så vi fandt et apotek og købte lidt halv-generte vores første graviditetstest, som vi tog med hjem på hotellet. Der pakkede jeg den ud og satte mig med det samme på toilettet og tissede på den. Der skete dog ikke rigtig noget  ved det og jeg kunne ikke rigtig finde ud af at aflæse den. Da jeg kiggede på pakken efter instruktioner opdagede jeg så, at det faktisk slet ikke var en graviditetstest jeg havde tisset på, men en form for hormontest, som vist nok også krævede en maskine til at lægge den ind i efterfølgende!

Næste dag prøvede vi igen og var denne gang lidt mere omhyggelige med at læse, hvad der stod på pakken. Det var jo altså kun England vi var i, så sproget kunne vi jo godt! Da jeg havde tisset på den første af de to tests, der var i den nye pakke, kom den ene lyserøde streg frem, som betyder negativ, og jeg råbte ud til Stéphane at jeg ikke var gravid endnu som forventet. Men da jeg så efter 5 min. kiggede på testen igen, var der pludselig to lyserøde streger, hvilket betyder positiv! Så gik det meget stærkt med at få drikket noget vand og få tisset på pakkens 2. test også. Og sørme jo, om den ikke også viste to stk. lyserøde streger i feltet. Vi lagde os ved siden af hinanden i sengen og kiggede skiftevis på hinanden, op i luften og ud i luften, mens vi sank nyheden: Jeg var blevet gravid!

Lidt senere på dagen købte vi to nye tests. Denne gang et andet mærke. Men testen af dette mærke var også enig i de to streger og i at jeg var gravid. Vi var helt utrolig lykkelige over nyheden. Samtidig var vi meget overraskede over, hvor hurtigt det var sket og ikke mindst meget meget spændte på fremtiden :-)




Stor mave!

Her er et statusbillede på mavens størrelse :-)

Maven er nu så stor at det er meget ubehageligt på løbebåndet, men stadig så lille at den kan være under mange af mine kjoler... Baby er nu 23 uger og 5 dage. Han vejer ca. 550 g. Vi prøver at snakke så meget med ham som muligt, så han vender sig til vores stemmer og spiller tit det samme musik for ham, så han kan føle sig tryg ved det samme musik når han kommer ud. Han bevæger sig rigtig meget inde i maven og jeg mærker ham hele tiden i løbet af dagen. Han er dog allermest aktiv om aftenen, når jeg er gået i seng :-)

26 års fødselsdag

Min 26-års fødselsdag blev fejret med en hyggelig dag sammen med Stéphane. Vi startede med en dejlig morgenmad med en smuk buket blomster og dejlige gaver. Derefter tog vi en tur ned til vandet, hvor vi sad og hyggede os på havnen - Stéphane med en stor mørk øl og mig med en pandekage med is og chokoladesovs! Mums!

Senere på dagen grillede vi hjemme i baggården. Jeg havde selvfølgelig bestemt menuen, som bestod af lækre hjemmelavede hot dogs. Det var bare lækkert!

Om aftenen tog vi i biffen og så den nye Robin Hood. Efterfulgt af en lækker ostetallerken som natmad :-)

Perfect birthday :-)

tirsdag den 8. juni 2010

Sikke en dejlig dag!

Punkt 1:
Efter at have ventet i 6 MÅNEDER har Stéphane ENDELIG fået udbetalt alle sine penge fra Lønmodtagerenes Garantifond! Juhuuuuu! Frem med champagnen (uden alkohol selvfølgelig)

Punkt 2:
Ingen regn

Punkt 3:
Jeg har vundet 2 biografbilletter i en matematik-konkurrence!

Punkt 4:
En dejlig lille baby bobler og sparker inde i min mave

Punkt 5:
Besøg af Mette fra Odense - dejligt at se hende igen :-)

Punkt 6:
Chai-cino Verde med Sanne - altid dejligt at se hende igen :-)

Punkt 7:
Jeg har lært at binde slipseknude...

Punkt 8:
En luftballon fløj henover vores lejlighed - og det bringer held!

mandag den 7. juni 2010

22 uger og 4 dage

Så har jeg været på hvad-skal-der-købes-til-baby-tur sammen med mor, den kommende mormor :-)
Vi regnede med, at vi kunne nå 4-5 forskellige butikker og derudover have tid til overs til at gå en tur på strøget og få en kop kaffe på café. Men men men, det viser sig at der er rigtig meget at kigge på, og det viser sig at det godt kan tage rigtig lang tid at kigge på hver enkelt ting. Så vi nåede at endevende Baby Vest og BabySam på vores ca. 4 timer.
Jeg fik købt to nuttede små natdragter og to dejligt bløde babysvøb. Derudover fik vi afprøvet og demonstreret især klapvogne, kombivogne og barnevogne. Stéphane mente at nu måtte jeg være ekspert i baby-udstyr, men det ved jeg nu ikke... Der er meget at sætte sig ind i. Jeg tror dog at jeg nu ved hvilke to vogne vi skal investere i - efter kyndig vejledning fra personale, famile og TÆNK tests! Derudover har min forkærlighed for lister endnu engang vist sig nyttig :-)

Søndag drog jeg med Stéphane afsted for at hente vores nye brugte puslebord. Stéphane bar puslebordet hjem ovenpå hovedet som en stolt kommende far med bemærkningen om at dette var en gammel afrikansk metode :-) Derudover fik vi skaffet os en fantastisk blespand med tilhørende blomster-duftende bleposer! Du fagre nye baby-verden - sikke en masse herlige produkter!

Baby har nu vokset inde i maven i 22 uger og 4 dage. Han vejer ca. 500 g. Stéphane har lige mærket baby sparke for første gang ved at lægge hånden på maven - dejligt :-)

tirsdag den 1. juni 2010

Gang i systuen

Sy sy sy - ja jeg er sørme begyndt at sy :-)

And
Puf
Baby overalls



Babyboy

Her 21 uger og 6 dage gammel - 23,5 cm :-)