torsdag den 18. november 2010
mandag den 15. november 2010
Da Liam kom til verden
Så kom dagen. Den kom for præcis 5 uger siden - 5 dage senere end ventet - mere fantastisk og vidunderlig end vi nogensinde havde kunnet forstille os.
Jeg havde så ondt i min skulder, at jeg ikke kunne sove. Jeg lå og vendte og drejede mig i sengen indtil jeg omkring midnat stod op for at gå på toilettet. Der så jeg så noget, der kunne tyde på at mit "vand var gået". Jeg blev oppe for at holde øje med situationen og fik efter en halv time en kraftig smerte i underlivet (senere måtte jeg så liiige justere på betegnelsen for en kraftig smerte!). Ved 01-tiden ringede jeg til fødegangen og snakkede med den vagthavende jordemor. Vi blev enige om, at jeg skulle prøve at få noget søvn og så ringe igen næste morgen, hvis der ikke skete yderligere i løbet af natten.
Jeg gik tilbage i sengen og vækkede stille og roligt Stéphane og fortalte ham at vandet var gået, men at han bare kunne sove videre, for der skete nok ikke mere lige nu... Få minutter efter kom den næste ve! Jeg fik flere og flere veer. Jeg stod op af sengen nogle gange. Det gjorde helt forfærdeligt ondt og jeg fik pludselig kvalme og måtte kaste op. Da stod vi op og Stephane prøvede at hjælpe mig til at finde ro, men veerne var så kraftige at jeg slet ikke kunne koncentrere mig om de ting jeg havde lært omkring vejrtrækning og afslapning.
Da Stéphane foreslog at vi skulle ringe efter en taxa, mente jeg at det var for tidligt - vi havde jo ikke taget tid på hvor langt der var imellem veerne endnu. Men lige efter han foreslog at ringe, kom der endnu en ve og jeg nåede derfor ikke at protestere yderligere. Taxaen kom ca kl. 04.30. Jeg skreg hysterisk efter stakkels Stéphane, fordi han ikke kunne finde mine røde klip klapper, som var det eneste, jeg kunne forstille mig at få på fødderne. Jeg prøvede at time det sådan at jeg kunne nå de 3 etager ned af trappen i min ve-pause. Det tog mig dog hele 3 eller 4 ve-pauser at komme helt ind i taxaen. Ve, halvvejs ned, ve. Jeg kan huske at jeg stod på reposen med panden presset mod ruden og så ned på taxachaufføren, der var stået ud af bilen for at tage imod os og hjælpe med de tasker, som Stéphane kom slæbende med. Jeg kan også huske at jeg skreg af smerte og samtidig tænkte på om naboerne mon kunne høre hvad der foregik. Resten af trappen, ve, hen til taxaen, ve, ind og sidde. Okay det var måske meget godt at vi fik en taxa nu. Der var vist ikke ret langt imellem veerne. I taxaen var det en mærkelig fornemmelse at skrige og bande og beklage sig foran en komplet fremmed mand, men samtidig være ligeglad. Stéphane faldt som altid i god snak med chaufføren, hvilket faktisk var beroligende at lytte til imens vi midt om natten kørte mod Skejby forbi røde lys og fartgrænsen.
I en ve-pause skyndte jeg mig mod indgang 9. Ind ad døren og op af trappen til højre. Der mødte vi en ung jordemor-studerende, der forklarede os, hvor vi skulle gå hen og hjalp mig med vejrtrækningen op ad trappen. For enden af trappen gik vi i en tilfældig retning og mødte den næste jordemor, der fortalte os at vi var gået forkert. "Jeg tror jeg har lyst til at presse!" sagde jeg imens hun fulgte os hen til modtagelses-rummet. "Så skal du lige gå lidt hurtigere!" svarede hun.
Da jeg blev undersøgt, var jeg helt udvidet og kom straks ind på min fødestue imens jeg gispende kæmpede imod min pressetrang. Da jeg hilste på vores jordemor, Ida, tænkte jeg på om jeg ikke havde mødt hende før, men jeg havde ikke overskud til at spørge.
Jeg fik snart lov til at presse lidt, men babys hovede var ikke langt nok nede og presseveerne ikke kraftige nok, så jeg skulle stoppe og forsøge at holde igen ved at gispe. Jeg kan huske at presseveerne var forfærdelige og at det eneste der befriede var at presse. Men det måtte jeg ikke. Det var ulideligt. Jeg kan huske at jeg blev dirigeret rundt i forskellige stillinger for at hjælpe mig til at slappe af og nogle også for at lade tyngdekraften hjælpe med at tynge babys hoved længere ned. Den bedste stilling var stående på gulvet lænet op af Stéphane. Jeg kan huske at det var duften fra hans hals og nærheden og støtten fra hele hans krop, der hjalp mig. Jeg kan huske at Stéphane prøvede at få mig til at drikke, men at jeg ikke ville, selvom jeg samtidig tænkte, at jeg var meget meget tørstig. Han tilbød mig også nødder fra den nøddeblanding jeg havde pakket i tasken for nogle uger siden. "Du lugter af peanuts!" råbte jeg af ham og han grinte sammen med de andre i lokalet. Indvendigt grinte jeg sammen med dem, men udadtil så jeg vist meget sur ud, som jeg lå der med lukkede øjne og havde meget meget ondt af mig selv. Jeg spurgte mange gange efter medicin og følte flere gange at nu kunne jeg virkelig ikke mere. Jeg fik lidt lattergas og det hjalp lidt til at slappe mere af.
Ida fortalte mig at hun ville give mig ve-stimulerende drop for at få gang i de tilsyneladende lidt aftagende presseveer. Hun forsøgte sig to gange på min ene hånd uden at det lykkedes. Hun fortalte at en anæstesi-sygeplejeske ville komme ind og prøve på min anden hånd og at det var en mand. Det betød ikke rigtig noget på det tidspunkt. Han lykkedes dog heller ikke med at ramme åren rigtigt i første forsøg og inden han kunne nå at prøve igen, fik jeg en meget kraftig ve, som jeg instinktivt pressede på, og da kunne Ida pludselig se hovedet. Vi sagde farvel til den mandlige anæstesi-sygeplejeske og gik igang med pressearbejdet...
Øjj hvor var det fedt at få lov til at presse. Det var helvedes hårdt, men jeg havde uovervindelige kræfter. Stéphane heppede på mig ved min side og jordmødrene rettede på min stilling. Jeg kan huske at hovedet på et tidspunkt var halvt ude og at jeg kunne mærke det sidde i spænd imens jeg ventede på næste ve. Det var virkelig ubehageligt og smertefuldt, men samtidig vidste jeg, ay nu var han snart ude. Så kom veen. Da Ida fortalte at hovedet var ude gav jeg et sidste kæmpe pres og mærkede den forløsende fornemmelse af at resten af kroppen blev født, og straks lå han på mit bryst. Klokken var 07.22 mandag d. 11. oktober 2010. Jeg får tårer i øjnende nu hvor jeg genkalder mig dette øjeblik. Han skreg og han var perfekt. Blå, glat og behåret. Jeg elskede ham fra første øjeblik. Jeg kiggede op på Stéphane. Han havde tårer i øjnende og hans ansigt udtrykte det samme som jeg følte. Endelig var han hos os. Fra nu af var vi forældre og vi tre en lille ny familie. Det var så smukt og vidunderligt og jeg glemmer det aldrig.
Jeg havde så ondt i min skulder, at jeg ikke kunne sove. Jeg lå og vendte og drejede mig i sengen indtil jeg omkring midnat stod op for at gå på toilettet. Der så jeg så noget, der kunne tyde på at mit "vand var gået". Jeg blev oppe for at holde øje med situationen og fik efter en halv time en kraftig smerte i underlivet (senere måtte jeg så liiige justere på betegnelsen for en kraftig smerte!). Ved 01-tiden ringede jeg til fødegangen og snakkede med den vagthavende jordemor. Vi blev enige om, at jeg skulle prøve at få noget søvn og så ringe igen næste morgen, hvis der ikke skete yderligere i løbet af natten.
Jeg gik tilbage i sengen og vækkede stille og roligt Stéphane og fortalte ham at vandet var gået, men at han bare kunne sove videre, for der skete nok ikke mere lige nu... Få minutter efter kom den næste ve! Jeg fik flere og flere veer. Jeg stod op af sengen nogle gange. Det gjorde helt forfærdeligt ondt og jeg fik pludselig kvalme og måtte kaste op. Da stod vi op og Stephane prøvede at hjælpe mig til at finde ro, men veerne var så kraftige at jeg slet ikke kunne koncentrere mig om de ting jeg havde lært omkring vejrtrækning og afslapning.
Da Stéphane foreslog at vi skulle ringe efter en taxa, mente jeg at det var for tidligt - vi havde jo ikke taget tid på hvor langt der var imellem veerne endnu. Men lige efter han foreslog at ringe, kom der endnu en ve og jeg nåede derfor ikke at protestere yderligere. Taxaen kom ca kl. 04.30. Jeg skreg hysterisk efter stakkels Stéphane, fordi han ikke kunne finde mine røde klip klapper, som var det eneste, jeg kunne forstille mig at få på fødderne. Jeg prøvede at time det sådan at jeg kunne nå de 3 etager ned af trappen i min ve-pause. Det tog mig dog hele 3 eller 4 ve-pauser at komme helt ind i taxaen. Ve, halvvejs ned, ve. Jeg kan huske at jeg stod på reposen med panden presset mod ruden og så ned på taxachaufføren, der var stået ud af bilen for at tage imod os og hjælpe med de tasker, som Stéphane kom slæbende med. Jeg kan også huske at jeg skreg af smerte og samtidig tænkte på om naboerne mon kunne høre hvad der foregik. Resten af trappen, ve, hen til taxaen, ve, ind og sidde. Okay det var måske meget godt at vi fik en taxa nu. Der var vist ikke ret langt imellem veerne. I taxaen var det en mærkelig fornemmelse at skrige og bande og beklage sig foran en komplet fremmed mand, men samtidig være ligeglad. Stéphane faldt som altid i god snak med chaufføren, hvilket faktisk var beroligende at lytte til imens vi midt om natten kørte mod Skejby forbi røde lys og fartgrænsen.
I en ve-pause skyndte jeg mig mod indgang 9. Ind ad døren og op af trappen til højre. Der mødte vi en ung jordemor-studerende, der forklarede os, hvor vi skulle gå hen og hjalp mig med vejrtrækningen op ad trappen. For enden af trappen gik vi i en tilfældig retning og mødte den næste jordemor, der fortalte os at vi var gået forkert. "Jeg tror jeg har lyst til at presse!" sagde jeg imens hun fulgte os hen til modtagelses-rummet. "Så skal du lige gå lidt hurtigere!" svarede hun.
Da jeg blev undersøgt, var jeg helt udvidet og kom straks ind på min fødestue imens jeg gispende kæmpede imod min pressetrang. Da jeg hilste på vores jordemor, Ida, tænkte jeg på om jeg ikke havde mødt hende før, men jeg havde ikke overskud til at spørge.
Jeg fik snart lov til at presse lidt, men babys hovede var ikke langt nok nede og presseveerne ikke kraftige nok, så jeg skulle stoppe og forsøge at holde igen ved at gispe. Jeg kan huske at presseveerne var forfærdelige og at det eneste der befriede var at presse. Men det måtte jeg ikke. Det var ulideligt. Jeg kan huske at jeg blev dirigeret rundt i forskellige stillinger for at hjælpe mig til at slappe af og nogle også for at lade tyngdekraften hjælpe med at tynge babys hoved længere ned. Den bedste stilling var stående på gulvet lænet op af Stéphane. Jeg kan huske at det var duften fra hans hals og nærheden og støtten fra hele hans krop, der hjalp mig. Jeg kan huske at Stéphane prøvede at få mig til at drikke, men at jeg ikke ville, selvom jeg samtidig tænkte, at jeg var meget meget tørstig. Han tilbød mig også nødder fra den nøddeblanding jeg havde pakket i tasken for nogle uger siden. "Du lugter af peanuts!" råbte jeg af ham og han grinte sammen med de andre i lokalet. Indvendigt grinte jeg sammen med dem, men udadtil så jeg vist meget sur ud, som jeg lå der med lukkede øjne og havde meget meget ondt af mig selv. Jeg spurgte mange gange efter medicin og følte flere gange at nu kunne jeg virkelig ikke mere. Jeg fik lidt lattergas og det hjalp lidt til at slappe mere af.
Ida fortalte mig at hun ville give mig ve-stimulerende drop for at få gang i de tilsyneladende lidt aftagende presseveer. Hun forsøgte sig to gange på min ene hånd uden at det lykkedes. Hun fortalte at en anæstesi-sygeplejeske ville komme ind og prøve på min anden hånd og at det var en mand. Det betød ikke rigtig noget på det tidspunkt. Han lykkedes dog heller ikke med at ramme åren rigtigt i første forsøg og inden han kunne nå at prøve igen, fik jeg en meget kraftig ve, som jeg instinktivt pressede på, og da kunne Ida pludselig se hovedet. Vi sagde farvel til den mandlige anæstesi-sygeplejeske og gik igang med pressearbejdet...
Øjj hvor var det fedt at få lov til at presse. Det var helvedes hårdt, men jeg havde uovervindelige kræfter. Stéphane heppede på mig ved min side og jordmødrene rettede på min stilling. Jeg kan huske at hovedet på et tidspunkt var halvt ude og at jeg kunne mærke det sidde i spænd imens jeg ventede på næste ve. Det var virkelig ubehageligt og smertefuldt, men samtidig vidste jeg, ay nu var han snart ude. Så kom veen. Da Ida fortalte at hovedet var ude gav jeg et sidste kæmpe pres og mærkede den forløsende fornemmelse af at resten af kroppen blev født, og straks lå han på mit bryst. Klokken var 07.22 mandag d. 11. oktober 2010. Jeg får tårer i øjnende nu hvor jeg genkalder mig dette øjeblik. Han skreg og han var perfekt. Blå, glat og behåret. Jeg elskede ham fra første øjeblik. Jeg kiggede op på Stéphane. Han havde tårer i øjnende og hans ansigt udtrykte det samme som jeg følte. Endelig var han hos os. Fra nu af var vi forældre og vi tre en lille ny familie. Det var så smukt og vidunderligt og jeg glemmer det aldrig.
onsdag den 6. oktober 2010
Hallo... vi har altså termin idag!
Hvor er det vildt at det er onsdag d. 6. oktober idag. Siden januar har jeg talt ned til denne dag. Først i måneder, så i uger og til sidst i dage... men der er ikke rigtig sket noget endnu og min krop føles ikke anderledes end den gjorde igår. Hvad skal jeg så tælle ned til nu? Eller skal jeg begynde at tælle dage over tiden? Eller måske bare stoppe tælleriet og prøve at være tålmodig. Lettere sagt end gjort :-)
Herunder en liste over de mere eller mindre anerkendte tips og triks for at sætte fødslen igang:
- Gå en tur (Tjek - shopping...)
- Gå på trapper (Tjek - 3. sal!)
- Sex (Det er ikke den slags blog...)
- Stimulering af brysterne (Hvad??)
- Spis ananas (Hermed skrevet på indkøbslisten)
- Drik 60 ml amerikansk olie (Den springer vi lige over! AD!)
- Drik 1 dl eddike (Så langt tid er jeg heller ikke gået over tid endnu!)
- Akupunktur
- Zoneterapi
- Hindbærblade the (Hvor kan man købe det?)
Jeg har også fundet en opskrift på en fødsel-igang-kage! Tænk at nogen har udviklet det. Kagen virker ved at den skulle sætte gang i tarmsystemet, hvilket kan stimulere veerne. Der er dog ingen mærkelige hemmelige ingredienser i kagen, hvilket der jo skuffede mig lidt. Så mon ikke alt mulig andet kage har samme effekt?
http://www.babysnart.dk/gode-raad/gode-raad-til-den-forstaaende-foedsel/hvordan-faar-jeg-gang-i-foedslen.aspx
Flere gode råd modtages gerne! Men mon ikke han kommer snart... Hvis han ligner sin mor, bliver han sikkert også bare irriteret og stædig, hvis man skynder på ham...
- Gå en tur (Tjek - shopping...)
- Gå på trapper (Tjek - 3. sal!)
- Sex (Det er ikke den slags blog...)
- Stimulering af brysterne (Hvad??)
- Spis ananas (Hermed skrevet på indkøbslisten)
- Drik 60 ml amerikansk olie (Den springer vi lige over! AD!)
- Drik 1 dl eddike (Så langt tid er jeg heller ikke gået over tid endnu!)
- Akupunktur
- Zoneterapi
- Hindbærblade the (Hvor kan man købe det?)
Jeg har også fundet en opskrift på en fødsel-igang-kage! Tænk at nogen har udviklet det. Kagen virker ved at den skulle sætte gang i tarmsystemet, hvilket kan stimulere veerne. Der er dog ingen mærkelige hemmelige ingredienser i kagen, hvilket der jo skuffede mig lidt. Så mon ikke alt mulig andet kage har samme effekt?
http://www.babysnart.dk/gode-raad/gode-raad-til-den-forstaaende-foedsel/hvordan-faar-jeg-gang-i-foedslen.aspx
Flere gode råd modtages gerne! Men mon ikke han kommer snart... Hvis han ligner sin mor, bliver han sikkert også bare irriteret og stædig, hvis man skynder på ham...
Opskrift på lækre sunde boller
400 g vand
20 g gær
500 g økologisk groft ølandshvede
75 g græskarkerner
Ca. 0,5 spsk. salt
Lav dejen dagen før du bager bollerne. Opløs gæren i vandet og tilsæt derefter mel, salt og kerner. Rør med elmikser i ca. 10 min. Sæt i køleskabet med folie over skålen til dagen efter.
Dagen efter er dejen hævet. Brug to skeer med vand på til at sætte bollerne på en bradepande. Denne opskrift svarer til ca. 10 boller. Sæt en bradepande nederst i ovnen med ca to kopper vand i. Bag bollerne i 14 min ved 230 grader varmluft.
Mmm.... de er bare gode de boller. Meget bløde og luftige. Og fantastisk sunde!
Groft ølandshvede er har et højere indhold af protein og gluten end almindeligt hvedemel. Det har flere næringsstoffer. Kun en lille del af skaldelene er sigtet fra. Det er altså en væsentligt grovere mel end almindelig hvedemel, men dog mindre grov end fuldkornsmel uanset art. Men når disse boller er lavet udelukkende på groft ølandshvede er indholdet af fuldkorn alligevel rigtig højt :-) Samtidig mætter de rigtig godt.
Næste bageprojekt bliver at tilsætte noget økologisk svedje fuldkorns rugmel i opskriften. Proteinindholdet i denne mel er helt oppe på 14-17 %, hvor almindelig rugmel kun er ca. 9 %. Igen er det også mere næringsrigt.
Begge melsorter kan købes i helsekostforretninger og flere steder på nettet.
20 g gær
500 g økologisk groft ølandshvede
75 g græskarkerner
Ca. 0,5 spsk. salt
Lav dejen dagen før du bager bollerne. Opløs gæren i vandet og tilsæt derefter mel, salt og kerner. Rør med elmikser i ca. 10 min. Sæt i køleskabet med folie over skålen til dagen efter.
Dagen efter er dejen hævet. Brug to skeer med vand på til at sætte bollerne på en bradepande. Denne opskrift svarer til ca. 10 boller. Sæt en bradepande nederst i ovnen med ca to kopper vand i. Bag bollerne i 14 min ved 230 grader varmluft.
Mmm.... de er bare gode de boller. Meget bløde og luftige. Og fantastisk sunde!
Groft ølandshvede er har et højere indhold af protein og gluten end almindeligt hvedemel. Det har flere næringsstoffer. Kun en lille del af skaldelene er sigtet fra. Det er altså en væsentligt grovere mel end almindelig hvedemel, men dog mindre grov end fuldkornsmel uanset art. Men når disse boller er lavet udelukkende på groft ølandshvede er indholdet af fuldkorn alligevel rigtig højt :-) Samtidig mætter de rigtig godt.
Næste bageprojekt bliver at tilsætte noget økologisk svedje fuldkorns rugmel i opskriften. Proteinindholdet i denne mel er helt oppe på 14-17 %, hvor almindelig rugmel kun er ca. 9 %. Igen er det også mere næringsrigt.
Begge melsorter kan købes i helsekostforretninger og flere steder på nettet.
onsdag den 29. september 2010
Tanker 1 uge før termin
Jeg så de sødeste to små babydrenge idag. I mødregruppen. Den mindste af de to vejer ca. det samme som min lille baby inde i maven vejer lige nu. Han er helt helt færdig nu. Det må være træls at ligge derinde med så lidt plads og hovedet nedad. Han burde bare komme ud til mig. 1 uge til terminen.
Jeg tænker meget på, hvordan det mon kommer til at starte? Kommer vandet til at gå på film-agtig manér, imens jeg står i supermarkedets frugt og grønt afdeling (måske mere sandsynligt at jeg står i chokolade og kage afdelingen, men pyt...), så jeg straks må se at komme hjem og bestille en taxa (og huske badehåndklæde!) før for mange kunder glider i mine efterladenskaber? Eller begynder jeg først at få veer i flere timer? Det er svært at forestille sig det og så længe jeg står på denne her side af fødslen føles det hele meget uvirkeligt. Jeg har vendet mig til at have ham inde i maven - men ikke helt til tanken om hvordan han dog skal komme ud!
Det eneste jeg ved med sikkerhed er at jeg skal opleve en smerte, som ikke kan sammenlignes med nogen anden smerte, jeg før har haft, og at jeg bagefter skal opleve en kærlighed, der får mig til at glemme hvor forfærdelig den smerte egentlig var...
Jeg glæder mig helt ubeskriveligt
Jeg tænker meget på, hvordan det mon kommer til at starte? Kommer vandet til at gå på film-agtig manér, imens jeg står i supermarkedets frugt og grønt afdeling (måske mere sandsynligt at jeg står i chokolade og kage afdelingen, men pyt...), så jeg straks må se at komme hjem og bestille en taxa (og huske badehåndklæde!) før for mange kunder glider i mine efterladenskaber? Eller begynder jeg først at få veer i flere timer? Det er svært at forestille sig det og så længe jeg står på denne her side af fødslen føles det hele meget uvirkeligt. Jeg har vendet mig til at have ham inde i maven - men ikke helt til tanken om hvordan han dog skal komme ud!
Det eneste jeg ved med sikkerhed er at jeg skal opleve en smerte, som ikke kan sammenlignes med nogen anden smerte, jeg før har haft, og at jeg bagefter skal opleve en kærlighed, der får mig til at glemme hvor forfærdelig den smerte egentlig var...
Jeg glæder mig helt ubeskriveligt
lørdag den 25. september 2010
Ihhh hvor jeg glæder mig
Så er der under 14 dage tilbage til min termin og maven begynder at tynge lidt. Min jordmor fortæller at babys hoved sidder fast som det skal, og at han vejer ca. 3200 gram. Hun sagde også, at nu er han i hvert fald helt klar til at komme ud! Samtidig begynder pigerne i min gravidgruppe at føde en efter en, så jeg kan mærke, at den store dag begynder at nærme sig. Dog stadig ingen tegn på fødsel endnu. Men ihhh hvor jeg glæder mig til at dagen kommer :-)
Maven ved præcis 38 uger
Onkel Marco :-)
Bror og søs
tirsdag den 7. september 2010
5 min eller 1,5 time mellem veerne?!?
Så er vi klar. Fødselsforberedelse - Tjek!
Om aftenen efter undervisningen, spurgte jeg Stéphane, om han så havde styr på, hvor lang tid der skal være imellem veerne, før vi skal ringe til fødegangen?
- Ja ja, det har jeg helt styr på, svarede han bestemt.
- Okay... hvor lang tid så?
- Halvanden time
Ej okay det var så lidt ved siden af, men til hans forsvar, så var det altså også rigtig meget information vi fik på de knap 2 timers undervisning, så jeg kan godt forstå, hvis han ikke lige kunne huske alle detaljer. Til gengæld havde han helt styr på, hvor telefonnummeret er og på, hvordan han kan hjælpe mig med min hvertrækning. Hvor er han bare fantastisk min kæreste og hvor er jeg glad for at have ham ved siden af mig :-)
Så har vi været hos jordmor igen - baby var ca 2500 g og han lå med hovedet nedad :-) Men det er allerede snart en uge siden, så nu er vi i uge 36. Det er vildt at tænke på at der kun er 4 uger til terminen. Det er især svært at forholde sig til at der inde i min mave er en helt færdig baby nu. Jeg er blevet så vant til at have ham inde i maven og mærke ham hver dag, at det er svært at forestille mig ham ude i mine arme. Men jeg glæder mig så utrolig meget til at han er i mine arme. Jeg glæder mig til at møde vores lille søn, se hans lille ansigt og små hænder og fødder, dufte til ham og lære ham at kende.
Om aftenen efter undervisningen, spurgte jeg Stéphane, om han så havde styr på, hvor lang tid der skal være imellem veerne, før vi skal ringe til fødegangen?
- Ja ja, det har jeg helt styr på, svarede han bestemt.
- Okay... hvor lang tid så?
- Halvanden time
Ej okay det var så lidt ved siden af, men til hans forsvar, så var det altså også rigtig meget information vi fik på de knap 2 timers undervisning, så jeg kan godt forstå, hvis han ikke lige kunne huske alle detaljer. Til gengæld havde han helt styr på, hvor telefonnummeret er og på, hvordan han kan hjælpe mig med min hvertrækning. Hvor er han bare fantastisk min kæreste og hvor er jeg glad for at have ham ved siden af mig :-)
Så har vi været hos jordmor igen - baby var ca 2500 g og han lå med hovedet nedad :-) Men det er allerede snart en uge siden, så nu er vi i uge 36. Det er vildt at tænke på at der kun er 4 uger til terminen. Det er især svært at forholde sig til at der inde i min mave er en helt færdig baby nu. Jeg er blevet så vant til at have ham inde i maven og mærke ham hver dag, at det er svært at forestille mig ham ude i mine arme. Men jeg glæder mig så utrolig meget til at han er i mine arme. Jeg glæder mig til at møde vores lille søn, se hans lille ansigt og små hænder og fødder, dufte til ham og lære ham at kende.
Jeg er helt stolt af hvor flittig jeg har været, men man kan selvfølgelig også nå rigtig meget, når man har en hel dag for sig selv... Jeg har fået syet den her super søde ammepude med matchende baby-bukser - med ugler igen igen :-) Vi er vist ved at få lidt et ugletema herhjemme. Vi har også en lille ugle-bamse med musik i, som vi spiller for baby hver aften, når vi skal sove. Så håber vi han kan huske melodien, når han kommer ud...
Til sidst lige et eksempel på det ultimative kompromi, når den gravide gerne vil spise sundt for baby, men kødelskeren gerne vil spise... ja.. kød!
Abonner på:
Opslag (Atom)