Så kom dagen. Den kom for præcis 5 uger siden - 5 dage senere end ventet - mere fantastisk og vidunderlig end vi nogensinde havde kunnet forstille os.
Jeg havde så ondt i min skulder, at jeg ikke kunne sove. Jeg lå og vendte og drejede mig i sengen indtil jeg omkring midnat stod op for at gå på toilettet. Der så jeg så noget, der kunne tyde på at mit "vand var gået". Jeg blev oppe for at holde øje med situationen og fik efter en halv time en kraftig smerte i underlivet (senere måtte jeg så liiige justere på betegnelsen for en kraftig smerte!). Ved 01-tiden ringede jeg til fødegangen og snakkede med den vagthavende jordemor. Vi blev enige om, at jeg skulle prøve at få noget søvn og så ringe igen næste morgen, hvis der ikke skete yderligere i løbet af natten.
Jeg gik tilbage i sengen og vækkede stille og roligt Stéphane og fortalte ham at vandet var gået, men at han bare kunne sove videre, for der skete nok ikke mere lige nu... Få minutter efter kom den næste ve! Jeg fik flere og flere veer. Jeg stod op af sengen nogle gange. Det gjorde helt forfærdeligt ondt og jeg fik pludselig kvalme og måtte kaste op. Da stod vi op og Stephane prøvede at hjælpe mig til at finde ro, men veerne var så kraftige at jeg slet ikke kunne koncentrere mig om de ting jeg havde lært omkring vejrtrækning og afslapning.
Da Stéphane foreslog at vi skulle ringe efter en taxa, mente jeg at det var for tidligt - vi havde jo ikke taget tid på hvor langt der var imellem veerne endnu. Men lige efter han foreslog at ringe, kom der endnu en ve og jeg nåede derfor ikke at protestere yderligere. Taxaen kom ca kl. 04.30. Jeg skreg hysterisk efter stakkels Stéphane, fordi han ikke kunne finde mine røde klip klapper, som var det eneste, jeg kunne forstille mig at få på fødderne. Jeg prøvede at time det sådan at jeg kunne nå de 3 etager ned af trappen i min ve-pause. Det tog mig dog hele 3 eller 4 ve-pauser at komme helt ind i taxaen. Ve, halvvejs ned, ve. Jeg kan huske at jeg stod på reposen med panden presset mod ruden og så ned på taxachaufføren, der var stået ud af bilen for at tage imod os og hjælpe med de tasker, som Stéphane kom slæbende med. Jeg kan også huske at jeg skreg af smerte og samtidig tænkte på om naboerne mon kunne høre hvad der foregik. Resten af trappen, ve, hen til taxaen, ve, ind og sidde. Okay det var måske meget godt at vi fik en taxa nu. Der var vist ikke ret langt imellem veerne. I taxaen var det en mærkelig fornemmelse at skrige og bande og beklage sig foran en komplet fremmed mand, men samtidig være ligeglad. Stéphane faldt som altid i god snak med chaufføren, hvilket faktisk var beroligende at lytte til imens vi midt om natten kørte mod Skejby forbi røde lys og fartgrænsen.
I en ve-pause skyndte jeg mig mod indgang 9. Ind ad døren og op af trappen til højre. Der mødte vi en ung jordemor-studerende, der forklarede os, hvor vi skulle gå hen og hjalp mig med vejrtrækningen op ad trappen. For enden af trappen gik vi i en tilfældig retning og mødte den næste jordemor, der fortalte os at vi var gået forkert. "Jeg tror jeg har lyst til at presse!" sagde jeg imens hun fulgte os hen til modtagelses-rummet. "Så skal du lige gå lidt hurtigere!" svarede hun.
Da jeg blev undersøgt, var jeg helt udvidet og kom straks ind på min fødestue imens jeg gispende kæmpede imod min pressetrang. Da jeg hilste på vores jordemor, Ida, tænkte jeg på om jeg ikke havde mødt hende før, men jeg havde ikke overskud til at spørge.
Jeg fik snart lov til at presse lidt, men babys hovede var ikke langt nok nede og presseveerne ikke kraftige nok, så jeg skulle stoppe og forsøge at holde igen ved at gispe. Jeg kan huske at presseveerne var forfærdelige og at det eneste der befriede var at presse. Men det måtte jeg ikke. Det var ulideligt. Jeg kan huske at jeg blev dirigeret rundt i forskellige stillinger for at hjælpe mig til at slappe af og nogle også for at lade tyngdekraften hjælpe med at tynge babys hoved længere ned. Den bedste stilling var stående på gulvet lænet op af Stéphane. Jeg kan huske at det var duften fra hans hals og nærheden og støtten fra hele hans krop, der hjalp mig. Jeg kan huske at Stéphane prøvede at få mig til at drikke, men at jeg ikke ville, selvom jeg samtidig tænkte, at jeg var meget meget tørstig. Han tilbød mig også nødder fra den nøddeblanding jeg havde pakket i tasken for nogle uger siden. "Du lugter af peanuts!" råbte jeg af ham og han grinte sammen med de andre i lokalet. Indvendigt grinte jeg sammen med dem, men udadtil så jeg vist meget sur ud, som jeg lå der med lukkede øjne og havde meget meget ondt af mig selv. Jeg spurgte mange gange efter medicin og følte flere gange at nu kunne jeg virkelig ikke mere. Jeg fik lidt lattergas og det hjalp lidt til at slappe mere af.
Ida fortalte mig at hun ville give mig ve-stimulerende drop for at få gang i de tilsyneladende lidt aftagende presseveer. Hun forsøgte sig to gange på min ene hånd uden at det lykkedes. Hun fortalte at en anæstesi-sygeplejeske ville komme ind og prøve på min anden hånd og at det var en mand. Det betød ikke rigtig noget på det tidspunkt. Han lykkedes dog heller ikke med at ramme åren rigtigt i første forsøg og inden han kunne nå at prøve igen, fik jeg en meget kraftig ve, som jeg instinktivt pressede på, og da kunne Ida pludselig se hovedet. Vi sagde farvel til den mandlige anæstesi-sygeplejeske og gik igang med pressearbejdet...
Øjj hvor var det fedt at få lov til at presse. Det var helvedes hårdt, men jeg havde uovervindelige kræfter. Stéphane heppede på mig ved min side og jordmødrene rettede på min stilling. Jeg kan huske at hovedet på et tidspunkt var halvt ude og at jeg kunne mærke det sidde i spænd imens jeg ventede på næste ve. Det var virkelig ubehageligt og smertefuldt, men samtidig vidste jeg, ay nu var han snart ude. Så kom veen. Da Ida fortalte at hovedet var ude gav jeg et sidste kæmpe pres og mærkede den forløsende fornemmelse af at resten af kroppen blev født, og straks lå han på mit bryst. Klokken var 07.22 mandag d. 11. oktober 2010. Jeg får tårer i øjnende nu hvor jeg genkalder mig dette øjeblik. Han skreg og han var perfekt. Blå, glat og behåret. Jeg elskede ham fra første øjeblik. Jeg kiggede op på Stéphane. Han havde tårer i øjnende og hans ansigt udtrykte det samme som jeg følte. Endelig var han hos os. Fra nu af var vi forældre og vi tre en lille ny familie. Det var så smukt og vidunderligt og jeg glemmer det aldrig.
