For en lille uge siden var jeg til sukkerbelastningsprøve på Skejby Sygehus. Testen skal afsløre om jeg har eller ikke har svangerskabssukkersyge...
Jeg ankommer på sygehuset lettere forvirret og død-sulten. Trods min ellers så dårlige stedssans finder jeg hurtigt, hvor jeg skal være. Måske er det fordi at jeg har fastet siden dagen før kl. 22 og derfor ikke har fået min morgenmad. Jeg ved jo at jo før jeg får overstået den undersøgelse - jo før kan jeg komme til at spise min madpakke, som ligger og skriger på mig nede i tasken. Jeg er normalt meget glad for min morgenmad.
Vi er ca. 10 gravide, der skal tage testen sammen. Vi ser hinanden an og hilser høfligt som vi ankommer til venteværelset en efter en.
En sygeplejerske kommer ind og begynder en opstilling af hvide plastikkrus på et rullebord lige indenfor døren. Hun fylder krusene med en tyk glukosevæske fra en mørkebrun glasflaske. Hun tømmer to flasker i alt. Så giver hun os hver to krus. Et med glukosevæske og et med vand. "Drik det så hurtigt i kan," siger hun.
Efter den første slurk tænker jeg: "Okay det er ikke så slemt. Det smager af sukker og citron. Bare en rigtig rigtig tyk limonade." Efter anden slurk tænker jeg: "Føj føj føj, hvordan skal jeg få drukket hele kruset!??" Til sidst
får jeg dog drukket hele kruset, men det går meget langsomt og er meget ubehageligt. Alle sidder med sammenknebne ansigter. Væsken er virkelig tyktflydende og vokser i munden. Føj. Tak gud for det efterfølgende krus med vand. Som vel og mærket er det eneste vi må få de næste to timer, inden vi så skal have taget en blodprøve og testen derefter er slut.
Vi sidder alle og kigger sultent rundt i venteværelset på de røde stole langs væggen, de to runde borde i midten af lokalet, lego-bordet og de to intetsigende blomsterbilleder på væggen. Her skal vi sidde de næste par timer uden at bevæge os mere end højst nødvendigt. Toiletbesøg er dog tilladt, oplyser sygeplejersken.
Man kan stadig smage glukosevæsken på tungen. Den var ikke rar at få ned på fuldstændig tom mave. Jeg har tiltagende kvalme, men forsøger at distrahere mig selv med en bog. Problemet er at jeg synes jeg får det værre når jeg kigger nedad, så jeg prøver at holde bogen så højt som muligt for at undgå mere kvalme. Jeg kigger op på uret. Der er nu 1 time og 50 minutter tilbage.
Efter en time har jeg stadig kvalme. Jeg har fået sat mig til rette med benene oppe så jeg halvt ligger ned i stolen. Jeg har allerede været på toilet én gang, så nu sidder jeg bare og koncentrerer mig om ikke at kaste op. Jeg sms’er lidt rundt for at få støtte fra hvor jeg nu lige kan få den og jeg prøver stadig at kigge lidt i min bog en gang imellem. Efter endnu en halv time begynder min kvalme endnu en gang at tage til og jeg får en masse spyt i munden. Jeg går ud på gangen, ind i et andet venteværelse og hastigt hen imod toilettet, imens jeg kæmper imod min opkast-refleks. Jeg når lige at åbne den første dør til toilettet før jeg kaster op ud på gulvet. Glukosevæsken smager lige så forfærdeligt anden gang, og jeg fortsætter ind ad anden dør og låser bag mig. Da jeg er færdig med at kaste op i vasken, går jeg stille ud og lukker og låser første dør, så jeg kan tørre mit opkast op fra gulvet i fred.
Jeg går stille ud fra toilettet og hen til sygeplejersken, som jeg med en meget lille stemme fortæller, at jeg har kastet op. Der var ellers kun 20 minutter tilbage af testen. Hun oplyser at jeg nu er nød til at tage testen forfra og hun finder en tid til mig dagen efter kl. 8.
Forfærdeligt.
Dagen efter er det samme sang, men denne gang klarer jeg det heldigvis de to timer ud og afslutter testen med et lille prik i øret. Jeg fik af vide at jeg ville få et brev indenfor to hverdage, hvis jeg har sukkersyge. Der er nu gået 4 hverdage siden, så jeg regner med at være på den sikre side :-)